Mit navn er Melou og jeg er ejer af DomusSilva. Jeg startede med at lære slægtsforskning som 15-årig. Dengang blev jeg vist rundt på Landsarkivet i København, da det lå på Jagtvej, og fik tips og tricks af en mentor. Siden da har jeg arbejdet på mit eget stamtræ, hjulpet andre i gang med deres egen og undervist skoleklasser i det. Størst er alt jeg har opnået er, at forene min morfar med sin ukendte biologiske storebror og hans familie.
Privat bor jeg på Frederiksberg, hvor jeg også har dybe rødder fra min slægt. Jeg er dog født og opvokset på Vestegnen. Jeg har søskende, nevøer, niecer og en masse andet. En stor familie, hvor nogle deler min entuasiasme for vores familiehistorie. Derudover både hækler og strikker jeg og synger. Jeg spiller også violin, som faktisk er noget min oldefar også gjorde.
I min egen familie, startede jeg med de historier jeg hørte fra mine bedsteforældre, og forsøgte at afklare, hvad der var sandhed og fiktion. Jeg har senere fokuseret på arv, ejendomme og profession samt hvornår de udenlandske aner kom til Danmark. I 2017 begyndte jeg at supplere med DNA til forskningen.
Denne hjemmeside er startet af flere grunde. Jeg har altid elsket at fortælle om min forskning. Der kommer så mange historier frem – om kærlighed, standhaftighed, sorg, krig, modgang, lykke – som gør stamtræet levende. Det er ikke bare navne, datoer og tekst fra fordumstid. Disse mennesker var med til at præge mig, og min fremtid.
Vores alle fremtid. I det store og i det små.
Det udviklede sig til idéen om at skrive artikler om disse historier. Først fordi der er nogle meget spændende i mit stamtræ, som andre også bliver fængslet af, når jeg fortæller dem. Så det ønsker jeg at dele med flere. Derudover er læring for andre i historierne. Hvordan jeg har grebet forskningen an og hvilke spørgsmål jeg stiller. Hvordan jeg gør disse mennesker og deres historie levende. Især dem uden mange kilder.
På sigt vil jeg også gerne fortælle om brug af DNA i slægtsforskning. Det er noget jeg har haft stor gavn af, men det er også en jungle at komme igang. Det udvikler sig konstant, og heldigvis blevet lettere i dag. Mine erfaringer kan forhåbentlig hjælpe jer andre på vej. Der kommer nok også andet til, med tiden. Det er en hobby der konstant inspirerer mig.
I 2017 blev jeg uddannet grundskolelærer og er blandt andet uddannet engelsklærer.
Derfor har jeg stærke kompetencer indenfor formidling af materialer og oversættelser af engelsk til dansk og omvendt. Samtidig har jeg forståelsen for, at ikke alles udgangspunkt er ens.
Derudover har jeg alle år arbejdet med IT-baseret slægtsforskning og programmer hertil.
Hvad betyder DomusSilva?
Det er de to latinske ord ‘Domus’, som betyder familie/hjem, og ‘Silva’, som betyder træ/skov. Altså betyder DomusSilva “familie-træ”.
Stamtræet, familietræet, er grundstenen i slægtsforskningen og symbolet – egetræet – skaber en helhed i hvad jeg kan tilbyde dig. Et indblik i de grene der springer ud fra din stamme og se på den familie du kommer fra.
Kompetencer
De kompetencer jeg kan tilbyde er et indgående kendskab til stamtræsprogrammer, brug af internettet til forskning, brug af arkiverne samt forskning i USA og Sverige. Jeg arbejder både med faderskabssager, adoptionssager, plejebørn, løsning af familiemysterier og myter samt DNA slægtsforskning.
Læs under produkter om de forskellige løsninger jeg tilbyder.
Slægtsforskning kan nogle gange involvere følsomme personlige oplysninger og historier, der måske ikke altid er let at få andre til at håndtere. Jeg går meget op i den tillid mine kunder viser mig. Derfor garanterer jeg at følge gældende lovgivning om tilgængelighed og min egen privatlivspolitik.
Som udgangspunkt laver jeg indledende undersøgelse, der er helt gratis. Den består af én times undersøgelse af din problemstilling. Derfra beslutter du, om du vil lave en ordre, uanset hvad jeg finder. Det gør jeg, for at garantere dig, at du får noget for pengene.